DanishEnglishGermanItalian

Pompeji

Pompeji er med rette blevet optaget på UNESCO´s World Heritage liste.

Udgravningerne af Pompeji startede i 1748. Der er nu udgravet ½ til ⅔ af byen. Udgravningerne er fortsat i gang og der kommer løbende nye spændende fund. Fra udgravningerne ved man hvem der boede der, man har fundet frø så flora og også hvad de spiste er afdækket. 

Byen er sandsynligvis grundlagt i det 6. årh. før vor tidsregning, i hvert fald stammer de ældste dele af byen fra denne periode og der er tegn på såvel græsk som etruskisk indflydelse i denne tidlige fase. Samnitterne erobrede Pompeji i 400 t. f.kr. og byen blev befæstet. Pompeji deltog i Forbundsfællekrigen 91-89 f.kr. mod Rom, og som straf anlagdes en en veteran koloni i byen. Latin blev nu det officielle sprog i stedet for oskisk, men det lokale selvstyre med valg fungerede stadigvæk. 

Udgravninger fra disse ældre lag har også vist, at byen flere gange var blevet ramt af udbrud fra Vesuv. Som for Herculanum var byen i begyndelsen under forskellige syditalienske folkestammer, især under samnitternes herredømme, men allerede omkring år 250 år efter sin grundlæggelse kom byen, især på grund af sin handels betydning, under romersk dominans. Byen havde dog i denne periode et udstrakt selvstyre. I den romerske republiks seneste årtier fik byen en mere formel status af romersk koloni, Colonia Pompeianorum, med embedsmænd udnævnt af det romerske senat, og med en regulær romersk garnison i forlægning. I sin storhedstid havde byen en befolkning på mere end 20.000 indbyggere.  

Der boede omtrent 15.000 i Pompeji da Vesuv fik sit udbrud. Handel var den vigtigste indtægtskilde- vin, frugt og grønsager var de primære handelsvare. På grund af sin beliggenhed ved floden Sarno, og den direkte forbindelse til havet, fik Pompeji hurtigt stor betydning som udskibningshavn for de store mængder landbrugsprodukter, korn, grøntsager, vin og olivenolie der havde de bedste dyrkningsbetingelser på den lave og frugtbare vulkanske slette der omgav byen. Store varemængder fandt dog også vejen nordpå over land ad Via Appia til Rom. 

Ud over sin betydning som vigtig handelsby var Pompeji også populær som ”landliggerby” for den jordbesiddende overklasse. Illustre personer som både Cicero og Kejser Claudius havde således fornemme landvillaer i området. Mysterievillaen i udkanten af Pompeji er et fornemt eksempel på denne type villabebyggelse. Denne position som sommerresidens for velhavere, gjaldt dog i endnu højere grad for en by som Herculaneum. 

“Bjerget” som Vesuv blev kaldt på den tid, blev dog ikke opfattet som en vulkan. Tværtimod bosatte folk sig langs og på selve Vesuvs sider. Før udbruddet i 79 havde befolkningen fået et forvarsel. Den 5 februar i år 62 kom der et voldsomt jordskælv, og skabte store ødelæggelser i byen. Folk begyndte dog i god tro at genopbygge, med henblik på en lovende fremtid, hvor Pompeji skulle vokse sig større og rigere. 

To dage før udbruddet d. 24/8-79 havde man fejret den årlige fest for ildguden Vulcanus, der sagdes at have sin smedje netop i bjerget Vesuv. 
Vi er så heldige, at vi har en øjenvidneskildring af Vesuvs udbrud, da forfatteren Plinius den Yngre har beskrevet katastrofen, under hvilken hans onkel, Plinius den Ældre, som var øverstbefalende for den romerske garnison, omkom af giftgasser i et forsøg på at komme indbyggerne til hjælp. 

Plinius den yngre boede i Misenum længere mod vest hvorfra han nedskrev sine observationer af Vesuvs udbrud. 25 år efter udbruddet beskriver han, i sine breve til Tacitus, ulykken indgående. Brølende masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig som en uhyre sky, skudt mindst 20 km. i vejret fra bjergets top. Vesuv sprøjtede mindst 10 milliarder kubikmeter pimsten, aske og lava ud, samt svovlgasser. Masser, udspyet fra Vesuvs indre, samlede sig som en 4 km³ uhyre varm støvmasse af pimpsten og aske over vulkanens top, en såkaldt pyroklastisk sky. Plinius sammenligner den i udseende med et pinjetræ.  

På grund af det enorme overtryk blev skyen de første timer hængende over Vesuv, og de første massive ødelæggelser i området blev forårsaget af kraftige jordskælv, der også medførte at havet trak sig væk fra kysten kun for at komme tilbage igen som en tsunami-bølge, der medførte at mange druknede under flugt fra byerne omkring Vesuv. Også ifølge Plinius så man pludselig den store støvsky kollapse og vælte ned ad Vesuvs sider med en altødelæggende kraft og varme. Denne katastrofale kollaps skyldtes trykudligningen. Man har lavet afstøbninger af godt 1200 ofre for udbruddet i Pompeji og godt 250 i Herculanum, men der er ingen tvivl om at udbruddet kostede mange flere tusinder livet.  

Pompeji repræsenterer et ”uspoleret” øjebliksbillede af en romersk provinsby, da byen efter katastrofen blev glemt under de enorme vulkanske masser og først for alvor blev genopdaget i 1748. I 1860 begyndte man en mere videnskabelig og systematiseret udgravning af området da kong Vittorio Emanuele overdrog ledelsen af udgravningen til arkæologen Guiseppe Fiorelli. Det var også ham der opfandt den specielle afstøbnings teknik, der har bevaret de mange gipsfigurer af mennesker og dyr i deres dødsøjeblik under katastrofen. 

Da udgravningerne i Pompeji og Herculaneum kom i gang i midten af 1700’tallet, skortede det ikke på fund der til fulde gav bevis på, at de gamle romere havde et naturligt og frodigt forhold til de mere erotiske aspekter af menneskelivet. For den katolske kirke var fundene et gudgivet bevis på, at Vorherre havde straffet Pompeji og Herculaneum ved at lægge dem øde som et andet Sodoma og Gomorra, og samlingen af erotiske fund fik hurtigt titlen Gabinetto degli oggetti osceni – Samlingen af obskøne fund.  

Den fik det neapolitanske kongehus hurtigt låst inde i Museo Archeologico Nazionale di Napoli, og kun med adgang for personer af god social stand og rygte, det vil sige mænd og kongens venner. Da Napoli i 1860 blev indlemmet i det forenede Italien, tog Garibaldi for en kort bemærkning fri fra samlingen af Italien for at besøge kabinettet, hvorefter han beordrede det åbnet for det mere end interesserede publikum, der skabte rent kaos ved indgangen til museet. 

Og siden da har samlingen utallige gange været lukket og åbnet igen. Under Mussolini og den puritanske fascisme var der lukket helt ned. Efter krigen var der delvis adgang, men også mange krav om permanent lukning, og fra 1970 og frem til 2000 løste man problemet ved at sætte et skilt uden på kabinettets dør: “Samlingen midlertidig lukket p.g.a. ombygning”. Siden har samlingen været åben under det permanente navn ”Il gabinetto Segreto” – Det hemmelige Kabinet. Hvad kan man så se?Jo tak, en fin samling af figurer og billeder, frække keramikvaser og lystige mosaikker. 

Close Menu