daen de it

At samle på gode oplevelser- en tur på Amalfikysten

Vi har glædet os til at få mere tid til at få gode oplevelser sammen. Og hvad er det egentlig oplevelser kan. Det vi oplever på et splitsekund, kan følge os resten af livet. Det kan ændre vores syn på os selv og andre. Når vi oplever noget som overrasker os, sker der et brud i hverdagen, dette kan ændre ens selvbillede og selvforståelse. Gode oplevelser griber os, og berører os følelsesmæssigt. En god oplevelse kan bevæge os, og få os til at føle mere intenst. Oplevelser kan udfordre og overraske, og fordre at vi tager stilling til hvad vi har gang i her og nu.

For et par uger siden lejede vi en bil, en, en Fiat 500 cabriolet, så udgangspunktet for turen var selvfølgelig autentisk Italiensk. Bare det at vi i februar måned kan køre i åben bil, er jo i sig selv en skøn oplevelse. Vejen på Amalfikysten, 163 Amalfitana State Road (SS 163) er en italiensk statsvej, der forbinder Amalfikysten. Arbejdet blev designet og planlagt af ingeniører fra det daværende kongerige Napoli, og dets konstruktion begyndte i 1832 og sluttede den 26. april 1850. Det er en af de smukkeste og mest berømte veje i verden, også kendt som Nastro Azzurro.

Vejen er et teknisk mesterværk, en af de store veje i Italien, perfekt indlejret i klippen og stadig afgørende for kommunikationen mellem byerne på Amalfikysten. Før den blev bygget, måtte de som ønskede at nå kysten, tage en båd fra Vietri til Amalfi, hvor det endda ikke var muligt at docke, og man blev derefter transporteret til fastlandet på skuldrene af roerne. Konstruktionen af vejen brød isolering af byerne på Amalfikysten, og gjorde det lettere at besøge området.

Vejen med de 1000 sving, som nogle også kalder den, er for nogle en oplevelse i sand kører glæde, og især på denne årstid hvor der er meget lidt trafik. Jeg må jo indrømme, at jeg ikke er bilist her i syditalien, jeg har generelt aldrig været vild med at køre bil. De snævre veje og smalle passager der skal manøvreres igennem her, stiller krav til køretekniske færdigheder som jeg ikke føler mig kompetent i. Jeg bliver til stadighed fascineret over Italienernes evner til at parallelparkerer. Så jeg er meget taknemlig over at Henrik elsker at kører bil her.

Da vi tog afsted om morgenen, var det med tanken om, at tage nogle afstikkere fra hovedvejen, og kører op i baglandet , prøve nye veje og besøge nogle af de små byer som vi ikke har besøgt før. Det fantastiske ved at komme op i bjergene er, at udsigterne bare bliver mere og mere storslået. Så det at tage sig tid til at stoppe bilen, og stå ud og nyde små skønne pladser og udsigtspunkter er ren selvforkælelse.

Det slår mig, hvor ofte oplevelser puttes i en ramme, hvor tiden har en afgørende betydning. Tiden er en ressource og jo mere planlægning og tidsstyring, jo mere kan vi nå og jo mere kan vi få ud af tiden. Nogle gange kan det også være rart, da det giver ro, at vide hvor lang tid noget varer, det kan gøre det overskueligt og håndterbart. Det er som med så meget andet, at finde en balance. Men, indimellem, er det at have tid til at navigere mere flydende og lystbetonet, det der giver mig en følelse af frihed.

Helt uden en plan var vi dog ikke. Vi havde besluttet at vi ville overnatte i byen Maiori, som ligger på den anden side af Amalfi by. Vi havde ikke booket overnatning i forvejen,vi tænkte, at i lavsæson for turister, så må det være muligt at droppe ind et sted. Vi fandt et skønt lille bed & breakfast i Maiori, tæt på centrum og strandpromenaden. Byen har en stor hotelkapacitet ligesom Sorrento. Maiori blev hårdt ramt af ødelæggelser under anden verdenskrig og blev efterfølgende genopbygget i en mere moderne stil.

Maiori ligger tæt på den charmerende by Salerno. Salerno er i øvrigt kendt for sin helt eventyrlig flotte lys udsmykning af byen til jul. Det tager ca. 40 min med tog fra Napoli til Salerno og herfra går der busser til Maiori og Amalfikysten. Maiori har ca. 5.600 indbyggere og har en charmerende strandpromenade, og en god sandstrand. Jeg ved ikke hvordan det kan være, men jeg synes at der er et eller andet særligt charmerende, ved byer som har en en lang strandpromenade. Og hold da op hvor kan man opleve en smuk solnedgang!

Vi ville gå fra Maiori og til Minori og tilbage igen. Der er en meget smuk vandre rute, mellem de to byer, som kaldes Citronstien (Sentieri dei Limone). Vandreturen tager cirka en time, i stille og roligt tempo, med pauser til at nyde udsigterne over citronplantagerne. Åååhh jeg bliver aldrig træt af at kigge på citrintræer med deres gule frugter hele året rundt.

Citronstien starter i Maiori ved kirken, Chiesa Collegiate S. Maria A Mare. Det er en stor kontrast, at gå langs den den smalle sti i forhold til byens puls. Her er der stille, og man kan hører at fuglene er begyndt at komme i forårsstemning. Vi var heldige med vejret, og solen skinnede. Her tror man jo ikke at det handler om at være heldig, at få en solskinsdag, men februar har budt på rigtig meget regn, og der har været flere dage med dagsregn. Og man kan ikke komme uden om, at udendørs oplevelser bare bliver bedre i solskinsvejr.

Vi kørte en tur op til byen Furore. Her er der et mindesmærke til ære for den legendariske italienske cykelrytter. Fausto Coppi. Han havde kælenavnet Il Campionissimo (“mestrenes mester”) Han vandt Tour de France to gange og Giro d`talia fem gange. Han blev født i 1919 og døde kun 40 år gammel i 1960.

I nærheden fandt vi en restaurant L´Incanto, hvor vi spiste dejlig frokost. Det gode ved ikke at have en tidsplan er at man kan lade det uventede få plads, og uden at det på nogen måde bliver et irritationsmoment, hvilket uventede ting om de er gode eller dårlige godt kan gøre, det kan skabe lidt uro, hvis det påvirker andre planer negativt.

​Udsigt fra restaurant LÍncanto i Furore

På restauranten faldt vi i snak med nogle italienske gæster, som var interesseret i at hører om Danmark, og de fortalte om deres opfattelse af Danmark som et land med styr på tingene, og et godt fungerende uddannelses og velfærdssystem. Det er altid spændende at hører om hvordan Danmark opfattes udefra, hvad er det for en fortælling og forestilling italienerne har om det danske samfund. Italienerne er altid forundret over, eller det er i hvertfald min tolkning, hvad der har gjort, at vi vælger at flytte fra Danmark til Italien.

Det giver anledning til at reflektere over fordele og ulemper, ved henholdsvis den syditalienske levevis og den danske. Jeg kommer til at værdsætte Danmark på en anden måde, hvilket jo nok er en typisk reaktion når man som dansker rejser ud, og ser tingene i et andet perspektiv.

Når man er i Danmark kan man få en oplevelse af, at mange ting ikke fungerer tilfredsstillende, men set i forhold til de problemstillinger som italienerne har med hensyn til ungdomsarbejdsløshed, immigration, økonomi med videre, så opleves de danske problemer ikke at være af samme tyngde. Der er altid en pris, og nogle gange er man måske slet ikke klar over hvor høj prisen kan være, og om det er prisen værd at leve og arbejde på en bestemt måde. I Danmark er prisen for at vores effektivitet, at mange bliver syge med stress, angst og depression. I syditalien giver mangelende effektivitet og fleksibilitet en afmagts og håbløshedsfølelse.

Vi faldt også i snak med ejeren, Nicola Castellano. Han fortalte, at han bor i byen Priano på Amalfikysten, og at han var meget glad for at fotograferer, så selvfølgelig skulle vi se nogle af hans billeder. Pludselig var der gået tre meget hyggelige timer. Når tiden flyver afsted, og man er sammen med søde mennesker, god mad og smukke omgivelser, så kommer det helt sikkert i bogen over gode oplevelser.

Vi ønsker os jo helst gode oplevelser, men dårlige oplevelser kan på sigt være særdeles brug-bare, i hvertfald hvis oplevelsen har ført til ny læring eller indsigt. Forventninger har også en stor betydning for om en oplevelse bliver god eller dårlig. Jeg føler mig privilegeret i, at have muligheden for at kunne vælge de gode oplevelser til. Jeg er med årene blevet mere bevidst om at få gode at oplevelser sammen med dem jeg holder af, og at det er en god følelse at være med til at give andre en god oplevelse.

På restaurant LÍncanto i Furore