daen de it

Sådan ændrede rejsen til Sorrento vores liv

Endelig ferie, et med længsel ventet pusterum fra 8-16 job og daglige rutiner. Rejsen til sydens sol er altid blevet prioriteret, og været afgørende for at komme igennem den danske vinter med det mentale velbefindende nogenlunde intakt. “Kunne du bo og lever her”? Det spørgsmål har Henrik altid stillet mig, efter vi har været på vores feriested nogle dage. Fantasien og drømmen om at leve livet under varmere himmelstrøg, har altid tiltalt min mand, hvorimod jeg aldrig har følt denne udlængsel.

Vi elsker Italien, sproget, klimaet, byerne, landskabet. I løbet af årene har vi rejst til forskellige områder i Italien. De seneste år har rejserne dog ofte været med fokus på at kombinere fysisk træning med ferie, og derfor har Playitas på Fuerteventura været det foretrukne rejsemål. Jeg savnede at komme tilbage til Italien, savnede at slentre gennem byer hvor århundredes historier føles nærværende. I mange år har jeg drømt om at se Pompeji, og Vesuv og ikke mindst Napoli.

Vi fandt frem til at Sorrento var perfekt som base, da alle ønskede udflugtsmål var lette at tage til. Sorrento ligger smukt ved havet med sin stejle klippekyst, citron og appelsintræer, områdets skønhed er betagende. Jeg havde aldrig hørt om Sorrento, jeg havde ikke engang set filmen, Den Skaldede Frisør, instrueret og skrevet af Susanne Bier. Jeg var fuld af forventningens glæde, da vi den 28 april 2016 rejste til Sorrento for at holde en uges ferie.

Henrik ville kombinere det kulturelle og historiske, med at cykle i bjergene omkring Sorrento. Han lejede en landevejscykel, og faldt hurtig i snak med en lokal restaurant ejer, og skulle det vise sig cykelentusiast. Han tilbød at de sammen kunne cykle en tur på Amalfikysten. Det blev et møde, som kom til at betyde rigtig meget for os. Vi mødte en utrolig åbenhed og venlighed hos syditalienerne, som satte sig i hjerte og sjæl. Selv om vi ikke taler samme sprog, så er det utroligt så meget man kan kommunikere med smil og kropssprog. Italienerne er ikke uden grund kendt som værende et folk, der gestikulerer rigtig meget når de taler. De har gennem flere tusinde år, lært at kommunikere med forskellige folkeslag.

Efter et par dage stillede Henrik spørgsmålet, “kunne du forestille dig at bo og leve her”? Ja! Det kunne jeg godt! Var mit svar, til hans store overraskelse. Her var et sted hvor jeg følte mig hjemme. De sødeste mennesker, der er nærværende og åbne, dejligt klima og skøn natur. At være et sted hvor mange ting foregår i et langsomt tempo, i forhold til dansk målestok, og hvor effektivitet ikke er det vigtigste, føltes som balsam for sjælen.

Længslen efter et liv, hvor der er tid og overskud til at smile til dem man møder på sin vej, blev pludselig meget nærværende, og bevidstheden om at der er andre måder at leve livet på, gav anledning til at reflekterer over vores måde at leve livet på. Da vi kom hjem, efter en uges ferie i Sorrento, fortsatte arbejds og hverdagslivet som vanligt. Men med mit ja, til at jeg godt kunne bo i Sorrento, var der sået et frø som spirer og vokser de næste måneder.

Jeg har nu arbejdet i 20 år som offentlig ansat, hvor jeg med min uddannelse som ergoterapeut, har arbejdet med forskellige målgrupper, senest som misbrugsbehandler. Og hvor jeg altid har været engageret i, at gøre en forskel for de mennesker jeg er i kontakt med, oplever jeg nu tiltagende en nagende følelse af udmattelse og meningsløshed. Tanken om at jeg i min nuværende alder af 45 år, kan se frem til at fortsætte hverdagen og arbejdslivet på samme måde de næste 20 år, er virkelig skræmmende. Henrik har det på samme måde med hans job!

Vi drømmer om et liv med mere fleksibilitet, og mulighed for at nyde udelivet, sol og varme. Et liv hvor skønhed, enkelthed og sindsro er de vigtigste værdier. En drøm som vi nok ikke er ene om. Den ambivalente tilstand er ikke en tilstand man ønsker at være i, og for mange bliver vejen ud af ambivalensen, en mere eller mindre bevidst beslutningen om at holde fast i det kendte. Drømme bliver dog kun til virkelighed ved at handle, og ved at gøre noget andet end det man plejer.

Jeg er fan af Karen Blixen, og med hendes ord, om vigtigheden af at være modig, i baghovedet, blev beslutningen om at flytte til Sorrento taget en halv kølig sommerdag i juli måned 2016. Vi siger vores faste 37 timers job op og flytter til Sorrento!! Vi vil sælge vores lejlighed, biler og båd og flytte til Italien januar 2017. Uden at kunne tale italiensk, og uden at have et job i Italien. Men vi har en plan,- en plan om at skabe et nyt liv. Livskraften kom tilbage, sommerfugle i maven, blandede følelser af forventningens glæde og usikkerhed omkring fremtiden, eventyret venter forude.

Vi gør det!! Ambivalens og tvivl bliver ryddet af vejen. Vi er meget bevidste om, at vejen ud af ambivalensen er at gå en ny vej. Vi stillede os selv et simpelt spørgsmål “ hvad er det værste der kan ske”? Svaret er lige så simpelt, det værste der kan ske er, at vi tager tilbage til Danmark og søger arbejde igen. Flere spurgte os om, hvorfor vi ikke søgte om at få orlov fra vores nuværende arbejde. Vi er dog overbevist om, at hvis vi skal have succes, så skal vi ikke have en plan B.

Vi er klar over at grundlaget for at få succes, med at skabe et nyt liv og en ny arbejdsidentitet, er at sætte os i en situation hvor der er point of no return. Vi ser det som en mulighed for, at bruge vores personlige og faglige kompetencer i nye sammenhænge, og være åben for hvilke oplevelser dette vil afstedkomme. Det er både skræmmende og frisættende på samme tid.

At være nybegynder kræver ydmyghed, og tålmodighed samt fastholdelse af motivation. Hvordan er det at begynde helt forfra, i et nyt land med nyt sprog og ny arbejdsidentitet? Jeg vil på et andet tidspunkt skrive om planlægning og udførsel af flytteprocessen, samt hvordan vi bevidst fokuserede vores mindset på processen. Hvordan håndterede vi de praktiske og følelsesmæssige udfordringer vi stødte ind i, da drømmen om at flytte til Sorrento skulle omsætte til virkelighed, og vores nye liv begyndte.

HER ER VI PÅ VORES LOKALE STRAND VED META MARE!