daen de it

Sådan gik vores første år i Sorrento

Idag er det den 1. december 2017, det er præcis et år siden jeg stoppede på mit arbejde som kommunal misbrugsbehandler, og derfor en oplagt mulighed til at reflekterer over det forgangne år.

December 2016 blev brugt på at rydde op, smide ud samt flytte de ting vi ville beholde. Vores lejlighed blev solgt, efter at have været til salg i to måneder, de nye ejere overtog den officielt to dage efter vi var flyttet til Sorrento. Da vi havde fortalt vores omgangskreds omkring beslutningen om at flytte til Italien og sælge vores lejlighed, kom der mange bekymrede kommentarer, “hvad nu hvis I ikke får lejligheden solgt” og “”hvad hvis I ikke får job, “hvad skal I så leve af”.

De fleste bekymringer bliver ikke til noget, er en vi ofte brugte i den periode. Det var ikke kun en sætning, det var en del af vores mindset, og en nødvendig tilgang for at nyde processen. Vi vidste, at at det vi har fokus på vokser og bliver til virkelighed. Så vi holdt fokus på muligheder, og troen på at det vi arbejde henimod også blev til virkelighed.

Den 7 januar 2017 rejste vi, med fire kufferter og to cykler, til Sorrento. Det var en iskold januar morgen med slud og frost, og vi glædede os til at komme til et mildere klima. Vi fløj til Napoli lufthavn, og derfra med taxa til Sorrento, hvor vi havde lejet en Airbnb lejlighed i Sorrentos centrum. Temperaturen i Sorrento var 4 grader, samme dagtemperatur som i Danmark. Så det milde klima lod vente på sig. Det første jeg købte var handsker! Det var mange år siden, der havde været så kold en vinter i Sorrento.

Lejligheden var iskold, og aircondition havde svært ved at opvarme lejligheden. I SydItalien er boligerne ikke konstrueret med henblik på at holde på varmen, ingen energiruder eller hulmursisolering, opvarmnings kilden er ofte en aircondition eller en anden form for el radiator. Da elektricitet er forholdsvis dyrt i italien, vælger mange derfor at supplere med en ekstern gasvarmer.

Vi startede på sprogskolen Sct. Anna Institut, og ligesom lejligheden var skolen iskold, så de fire timers daglig undervisning var udfordrende på flere måder.

Samtidig med at vi gik på sprogskole, brugte vi meget tid på at søge efter en permanent lejlighed. Jeg havde en helt klar vision om, at jeg ville bo en gammel ejendom, og jeg ville have udsigt til grønne områder. I Odense boede vi i en 3 sals lejlighed, i en nybygget ejendom ved Odense havn. Jeg elskede den centrale beliggenhed, men savnede at kigge ud på noget grønt, i stedet for en at kigge over på en anden bygning.

Ved den lokale ejendomsmægler i Sorrento, fandt vi en lille lejlighed på 45 m2 som lå i en ejendom, fra det 1700 århundrede, med udsigt og to terrasser ud til en smuk have. Jeg vidste, at det var her vi skulle bo. Den søde unge ejendomsmægler tog os med, i hendes gamle Fiat fra 80’erne, og kørte os til besigtigelse af lejligheden. Villa Fiori hedder ejendommen, og da vi trådte ind af hoveddøren, blev jeg endnu mere overbevist om at det var her vi skulle bo. De hvælvede tykke mure emmer af historie og æstetik.

80 procent af ejendommene i området er privatejet, og denne ejendom er ingen undtagelse. Så vi blev mødt af fem familiemedlemmer, som skulle se om vi nu også ville passe ind. Heldigvis blev lejligheden vores. Det var i den proces vi for alvor lærte, at i syditalien foretrækkes kontanter. Vi skulle betale omkostningerne til ejendomsmægleren, og her var det kun muligt at betale kontant.

Før vi rejste til Italien havde vi søgt job som rejseledere. Og da rejsesæsonen gik i gang, startede et helt nyt arbejdsliv som selvstændig rejseleder. I Danmark var vi kørt træt i 8-16 job og var virkelig lykkelige for at stå af “hamsterhjulet”. Jeg har aldrig følt mig så fri som nu. Nu hvor det er mørkt og koldt, vågner jeg hver morgen og er taknemlig for, at jeg ikke skal stå op klokken 6.00, og ud i morgentrafikken for at nå på arbejde til klokken 8.00. Vi har bevidst valgt at leve et mere enkelt liv, uden en masse materielle værdier, så lige nu nyder vi i fulde drag, at vi har muligheden for ikke bare at holde tre uger men hele tre måneder fri.

Når jeg ser tilbage på det år som er gået, så har jeg været ude af min komfortzone i rigtig mange situationer, hvilket til tider har været utrolig krævende men samtidig er det også det som giver følelsen af at være i live, og leve livet hver dag. Jeg tænker ofte på hvordan den 80 årige udgave af mig vil se tilbage på denne beslutning, og jeg er sikker på at hun vil være tilfreds.