daen de it

Vores Syditalienske hverdag

Vi er som mennesker istand til at tilpasse os nye steder og nye vaner, og især hvis forandringen er selvvalgt er det lettere at finde fleksibiliteten frem, og have “ja” hatten på. Det kræver energi at omstille sig, og nogle gange ved man ikke helt hvordan man skal opføre sig. En af de ting som vi har opdaget, er at mødet med nye mennesker kræver at man lægger mærke til de særlige koder og uudtalte regler. Man bliver også en smule mere ydmyg, da det eneste man ikke vil, er at træde personen over tæerne. Så humor og ironi er ikke det første man bruger, ikke fordi Italienerne ikke har humor, det har de meget endda! de elsker at grine og være i en afslappet stemning. Og de kan godt lide at man kan grine ad sig selv, så her ligner vi hinanden.

​Vores lokale strand ved solnedgang

Før vi flyttede til Italien, havde vi aldrig besøgt Italien om vinteren. Nu hvor vi har oplevet at bo her om vinteren, lægger man pludselig mærke til den relative tilgang man har til temperatur. Når det er 10 grader her i Sorrento, i januar måned, synes vi det er hamrende koldt, hvorimod man vil synes det er mildt, med 10 grader i Danmark, i januar måned. I Danmark er vintertiden for mig, indendørs hygge med stearinlys, og et godt opvarmet hjem. I vores lejlighed er der klinker på gulvet, og ingen gulvvarme, så lige pludselig kan man komme til at længes efter gulvvarme, og at alle rummene i hjemmet er behageligt varme. Til gengæld er det jo fantastisk at opleve, at sidde på stranden i januar måned og mærke solen varme, det at det er muligt at spise frokost udendørs, i januar og februar måned, er jo helt fantastisk. Jeg overraskes gang på gang af, at solen rent faktisk varmer her i vintermånederne. I Danmark er solen “kold” om vinteren.

At finde ind i en hverdagsrytme, med gode vaner og rutiner, er bare så vigtig. I Danmark satte arbejdet en naturlig struktur på hverdagen, og man navigerede inden for en særlig ramme. Nu er vi ved at skabe en ny struktur og tilpasse os de nye rammer. Den italienske rytme er lige så stille blevet vores rytme. Vi spiser sent aftensmad og starter dagen med en kop kaffe, og ingen skyr til morgenmad. Midt på dagen, hvor butikkerne holder lukket, holder vi også en pause. Når hverdagen melder sig, og det regner udenfor, så kommer trangen til at opleve nye steder, tænk hvor kunne det være skønt at være i Thailand nogle uger. Behovet for at bryde med hverdagen, og for en stund opholde sig et andet sted, er fuldstændig den samme som da vi boede i Danmark. Men jeg er mere glad for den hverdag jeg har nu, og for mig er hverdagen det vigtigste.

Og det med at længes. Det kommer i glimt, pludselig dukker der et minde op som giver en et sug i maven. Følelsen er svær at definere, men er vel mest et udtryk for et savn af det velkendte og trygge. Når vi taler sammen om hvad vi længes efter, så er det ofte naturen. Ikke fordi vi ikke savner familie og venner, men dem kan man komme i kontakt med. Nej længsel efter grønne bøgeskove, og bølgende kornmarker kan overmande en. Mange spørger om der ikke er noget dansk mad vi savner, og indimellem kan trangen til en noget typisk dansk dukke op, for mit vedkommende var det koldskål og kammerjunker, jeg en varm sommerdag tænkte længselsfuldt på, og nogle gange savner jeg en røget makrel. Der findes så meget dejlig mad her, så det bliver man kun glad af.

Meta strand

Det med minder og længsler, bringer mig hen til den oplevelse jeg af og til får når jeg går rundt i byen. Når jeg ser et Esso skilt ved en tankstation, er jeg pludselig tilbage i et barndomsminde, hvor mange tankstationer i Danmark hed Esso. På nogle områder, er det ligesom, at træde tilbage i tiden, både nogle årtier men også århundrede. Følelsen af at være en fremmed, dukker også op. Når vi træder ind i en butik, eller en restaurant et sted vi ikke har været før, bliver vi altid mødt med venlighed, men hvor man kan mærke de putter os i turistkategorien. Når vi fortæller, at vi faktisk bor her, bliver der vakt en mere ægte interesse og nysgerrighed for hvem vi er, og hvorfor vi har valgt at bosætte os her. Så indimellem kan man længes efter at være blandt mennesker, hvor man helt ubevidst ved hvordan spillereglerne er, og hvor man ikke føler sig som en fremmed.

Her på Sorrento halvøen, finder man ingen store indkøbscentre. Der er rigtig mange små købmænd og specialbutikker. Der er en bager, slagter og en café i hver lille by. Der er ligesom noget der holder igen mod den effektive og rationelle udviklingstendens. Der er tid til at kassedamen kan putte din varer i en pose, samtidig med at hun tager imod betaling. Det leder også tankerne hen på barndommen, hvor jeg husker der var flere lokale butikker i de små landsbysamfund. Det er måske også den lidt nostalgiske tankegang om, at alt var bedre da jeg var barn, der kommer frem. Familie søndage hvor man er sammen og bruger lang tid på at spise og snakke, holder syditalieneren fast i, hvilket viser hvor meget de nære relationer betyder og værdsættes. Det er også et udtryk for at man er afhængig af hinanden som familie, der er ikke et offentligt sikkerhedsnet på samme måde som i Danmark.

Da vi valgte, at flytte fra Danmark var vi meget bevidste om, at vi fremadrettet ville leve mere i overensstemmelse med tre helt bestemte værdier, skønhed, enkelthed og sanselighed. Hvad skønhed er, er jo meget individuelt, men for mig har naturen altid været en stor kilde til skønhed. Så det at være mere udendørs i naturen har virkelig været et stort ønske. Skønhed hos mennesker handler om deres tilstedeværelse og nærvær, den måde de er i kontakten med andre mennesker. Det at hvile i sig selv og have overskud til et smil, og en bevidsthed om at gøre noget ud af sig selv. Jeg kan virkelig godt lide den tilgang italienerne har til stil og påklædning. At flytte til Italien, var også et ønske om at få mere energi, til at få nysgerrigheden og lysten til at være nærværende over for andre mennesker tilbage.

Jeg bliver til stadighed forbløffet over den åbenhed vi møder. For et par uger siden faldt vi i snak med en ældre herre, da vi var på vores lokale restaurant ved stranden. Et par dage efter mødte vi ham igen. Det viste sig, at han er meget interesseret i den lokale historie, og har skrevet en bog om sin egen slægtshistorie. Han var meget stolt af, at en af hans forfædre havde været sørøver. Han bød os indenfor i hans hjem, en flere hundrede år gammel ejendom, hvor malerier af hans slægt prydede væggene, og han viste os en samling af lokale fund, fra den periode hvor området var græsk. At træde ind i hans hjem, var som at træde ind i et museum, det var et meget inspirerende møde.

På det lokale marked kom man i forårsstemning

Enkelthed handler for os om, at leve med færre ting. Vi har brug for at der ikke er ting som tager ens energi, brug for plads og rum til tankerne kan falde til ro, og give plads til ny inspiration. Nu hvor man er mere udendørs, så er det ligesom at behovet for at få nye ting, til boligen ikke er så vigtig for mig som de var før i tiden. Eller måske handler det om, at jeg ikke længere har brug for, at købe mig til et dopamin fix. Den fleksibilitet der er kommet ind i hverdagen, ved ikke længere at være i et 8-16 job, har givet en kæmpe frihed, men også et helt andet egen ansvar for at kunne leve af en indtægt som selvstændig. Det kræver benhårdt arbejde, men friheden opvejer dette til fulde.

Noget af det jeg har lagt mærke til at italienerne er gode til, er at italesætte sanseoplevelser. Ser de noget smukt, smager de noget godt, og så videre siger de det højt. At være opmærksom på sanseoplevelser, var i den grad noget jeg savnede. Jeg synes hele tiden jeg var oppe i mit hoved, og alt for meget tankevirksomhed drejede sig om alt mulig andet, end det jeg havde gang i lige nu. Igen tror jeg det handler om, at livet leves i et andet tempo i Syditalien, der er lidt mere tid til refleksion, og tingene tager bare længere tid. Det er til tider en udfordring. Man opdager, hvor meget den effektive arbejdskultur har sat sig i ens system, og at det faktisk kræver en bevidst aflæring af gamle mønstre, helt at overgive sig til et andet mindset.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en meget tydelig forskel på den danske, og den italienske mentalitet som viser sig i trafikken. Selv om trafikken er meget tæt, og vejene er trange, synes der at være en forståelse for at give hinanden plads og tage hensyn. Det handler ikke om hvad trafikreglerne siger, og hvem der har ret til at køre først, det er er en kollektiv bevidsthed om at det tjener alle bedst at tage hensyn. Og det med at finde det rette transportmiddel har virkelig været noget vi har brugt tid på. Vi har nu hver en el-cykel, og det er simpelthen det bedste transportmiddel i hverdagen, Det kuperede terræn bliver lige pludselig ingen hindring, og så kommer du stort set lige så hurtigt fra A til B på cykel som i bil, og undgår problemerne med at finde en parkeringsplads.

Det med trafikken er i øvrigt et kapitel for sig, som du kan læse om andet sted på hjemmesiden.

Når vi skal på lidt længere ture lejer vi en bil