daen de it

Vesuv

Vulkanen Vesuv, rejser sig 1.281 meter over havet og er en såkaldt aktiv stratus vulkan. Krateret er 318 meter dybt. Vulkanen er den eneste aktive vulkan på det europæiske fastland. Det siges, at vulkanen blev født for 400.000 år siden.

Så sent som ved jordskælvet i 1980 rørte den på sig, selvom det ikke kom til et udbrud, som det skæbnesvangre i år 79. Forskere mener at vulkanen har været ca. dobbelt så høj som i dag, inden den sprang i luften i år 79. Fra det store udbrud, der den 24. august 79 bl.a. kostede Pompeji og Herculanum livet, har der været 9 mindre betydende udbrud, indtil 1631, hvor der igen kom et stort udbrud, der ødelagde samtlige byer langs vulkanen – og kostede 3.000 mennesker livet.

​Imponerende flot udsigt fra toppen af vesuv

Senere har der været større udbrud i 1794, 1871 og 1906, hvor det igen gik ud over mange af de nærliggende byer. I 1944 var der et udbrud der kostede ca. 20-30 mennesker livet og udbruddet ødelagde også den fra sangen Funiculi-funicula, berømte kabelbane – man kan dog stadigt se nogle betonrester fra kabelbanen oppe på toppen. I alt har vesuv været i udbrud omkring 80 gange siden år 79.

Jeg kan iøvrigt varmt anbefale Bogen Pompeji, skrevet af forfatteren Robert Harris, som med udgangspunkt i brevene, skrevet af Plinius den yngre, der er vores eneste vidnesbyrd fra udbruddet i år 79, beskriver de sidste dages begivenheder op til udbruddet. Oven i hatten får man også en kærlighedshistorie. Så mon ikke det er med en vis form for dødsforagt, at man forlader de små byer ved foden af Vesuv, hvor man på vinmarkerne dyrker vinen Lacrima Christi (Kristi Tårer) og begiver sig gennem de golde jorde, hvor der kun vokser små træer og buske, for til sidst at gå over den røde og porøse jord de sidste 20 – 25 minutter, det tager fra parkeringspladsen, der er på beliggende 1000 meter oppe, at nå op til krateret.

Det der gør Vesuv til en af de farligste vulkaner i verden, er at den indeholder meget gas og bliver dermed meget eksplosiv. Det siges at være en af de 5 farligste vulkaner i verden grundet dens placering omkring Napoli, hvor det kan få konsekvenser for flere millioner mennesker, hvis den går i udbrud.

Nationalparken Vesuvio har eksisteret siden 1995. Det skete for at bevare de mere end 40 dyrearter og mere end 900 plantearter der findes i området. Parken dækker et område på 10.000 kvm og hele 13 kommuner har en bid af området.

Det kræver energi at forcere det vanskelige lavagrus, men har man mod på turen, skal man tage Circumvesuviana-banen fra Sorrento eller Napoli til Ercolano, hvorfra resten af vejen, op til parkeringspladsen, kan gøres med bus eller taxa.